Rocco di Carpeneto

Mellem naturvin og videnskab (naturvinskab)

Rocco di Carpeneto er en perle midt i det upåagtede Ovada, der er bedst kendt for dolcetto (området er en af de tre dolcetto docg’er). Det er ikke for meget at påstå, at Rocco di Carpeneto har genfortolket naturvinskonceptet ved at angribe vinproduktionen med en moderne tilgang til ’vin uden indblanden’. De bruger eksempelvis ikke pumper, men lader tyngdekraften indvirke på vinen i stedet.

Vinhuset har kun eksisteret i få år, men har allerede høstet stor anerkendelse i hele Italien.

Deres stil er enormt eksperimenterende – de tøver eksempelvis ikke med at fremstille cortese på akacietræsfade og barbera i amfora. Resultaterne er forbandet gode, og det er svært at skaffe vin nok, da der er mange købere om en ganske lille produktion.