Simone Scaletta

Fra fodboldspiller til vinbonde

Manden der boede i 5 år i campingvogn for at opbygge sit eget sted har nu en (næsten) færdig vingård. Ved hjælp af sin store charme er det lykkedes ham at overtage marker, der tidligere tilhørte Domenico Clerico, som ligger et stenkast fra Simones domicil. Markerne er absolut topklasse, og Simone får det bedste ud af dem.

Simone startede faktisk sit voksenliv med en lovende fodboldkarriere, der dog måtte vige pladsen, da det viste sig, at hans indtag af røde bøffer og Barolo var uforeneligt med en karriere i Serie A. For nyligt er Simone imidlertid trådt tilbage på fodboldscenen som præsident for fodboldholdet Barolo Boys (og han skylder os stadig nogle fodboldtrøjer).Scaletta_2015

Simone Scaletta dyrker selvfølgelig sin jord efter økologiske og biodynamiske principper, men manglende struktur og Italiens veludbyggede bureaukrati gør en økologisk certificering meget usandsynlig.

Stilen er uprætentiøs, Simone lader de gode marker komme til udtryk og overdriver ikke sin indblanden i vinkælderen. Det giver nogle vidunderlige vine, der udtrykker kvaliteterne i området omkring Monfort.